Projekbeskrivelse

En international gruppe af ansatte fra GlaxoSmithKline Consumer Healthcare A/S deltog i 2008 i forbindelse med en teambuildingdag i Zentropa Interactions regi basal dramaundervisning af ALERT. Undervisningen skulle ruste dem til at spille med og blive filmet i en musical, der i mellemtiden blev skrevet af andre kollegaer. Men hvad stiller man op, når INGEN har mod på at “træde op”?

Der var i alt 4 grupper af ansatte: manuskript/instruktør-, sanger-, sminke- og altså skuespillergruppen.Skuespillergruppen bestod primært af kontoransatte, der ikke sædvanligvis er vant til at stille sig op og udtrykke sig højlydt. Så udfordringen var at finde en vej og nogle værktøjer, der i løbet af bare halvanden time skulle gøre gruppen i stand til at “performe” den musicalfortælling, der blev skrevet i værelset ved siden af.

Det var op ad bakke; der var umiddelbart en del modstand på at stille sig op og skrue op for udtrykket. Der blev prøvet en del forskellige veje, men gruppen var ligesom bundet af de roller, de havde fra hverdagen, hvor de store armbevægelser ikke var på sin plads. Vi måtte tage en snak om, hvad der stod i vejen og efter der blev sat ord på, skete der noget. Trumfkortet kunne blive hevet frem: kostumerne. Det blev dem, der gjorde, at hele gruppen fik åbnet op og pludselig kunne udføre de øvelser, de 20  minutter forinden ikke formåede. Og da gruppen endelig gik på scenen, var det en stor overraskelse for de af deres kollegaer, der ikke havde deltaget i processen at se disse kvinder “fyre den af”.

Og bedst af alt – super dejligt, at se alle ens kollegaer med store smil på dagen lang, og herligt at man konstant hørte så megen latter. Samarbejdet på kryds og tværs af afdelinger og nationaliteter kørte til UG, og jeg er overbevist om, at vi alle – måske hver på sin måde – har lært nyt om sig selv – og andre – som man kan bruge.
Marie, GSK
I forbindelse med en teambuildingdag valgte jeg at komme på “skuespillerholdet” og jeg er dybt imponeret over, at Adam formåede at få så meget ud af os – selv dem som man på forhånd overhovedet ikke havde regnet med ville hoppe ud i det, tøede langsomt op, og pludselig var alle bare “tændt”, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at blive klædt ud m.m.
Christina, GSK